Brænder du for at hjælpe andre med at finde vej i det offentlige system, så de ikke føler sig fortabt i komplekse processer? Vil du være en del af en arbejdsplads med høje ambitioner, en stærk kultur og stor respekt for faglighed? Så er du måske vores nye socialrådgiver.
Du hjælper vores medlemmer trygt gennem sundhedssystemet
I PensionDanmark har vi sat en ny retning for vores sundhedsindsats, som betyder, at vi videreudvikler vores tilgang til sundhed. Vores eksisterende sundhedsordninger skal spille endnu tættere sammen, så vi kan styrke forebyggelse og fastholde flere medlemmer i arbejde. Vi har godt 840.000 danske lønmodtagere og pensionister som medlemmer, og vores mål er at hjælpe dem til et langt og sundt arbejdsliv og en tryg pension.
Som vores nye socialrådgiver arbejder du først og fremmest med behandling af ansøgninger om forsikringsydelser og rådgivning af medlemmer med sygdomsforløb, skader eller behov for støtte via det offentlige system. Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
- Telefonisk kontakt til medlemmer, hvor du hjælper til navigation i det offentlige system, fx kommunale forløb, hovedsageligt sygedagpenge og jobafklaringsforløb
- Sagsbehandling og udbetaling af forsikringsdækninger ved førtidspension, seniorpension, ressourcesum, fleksjob og kritisk sygdom.
Hos os arbejder du aldrig alene – du indgår i et tæt tværfagligt samarbejde med andre socialrådgivere, fysioterapeuter, sygeplejersker, psykologer og lægekonsulenter, hvor vi sammen skaber værdi for medlemmerne.
Til marts flytter vi ind i vores nye, moderne Sundhedshus i Vallensbæk – et fagligt videnscenter, hvor mere end 100 sundhedsfaglige medarbejdere skal samles under ét tag. Her skaber vi optimale rammer for tværfagligt samarbejde, hvor forskellige fagligheder spiller sammen om at levere den bedste helhedsorienterede indsats for vores medlemmer.
Du er hjælpsom, engageret og klar til nye udfordringer
Som en af vores nye socialrådgivere får du din faste gang i sundhedshuset, hvor du med din positive indstilling bliver en værdsat del af dit nye team. Du finder energi og mening både i det telefoniske arbejde med det enkelte medlem og i den overordnede vision: En helhedsorienteret indsats for sundhed, forebyggelse og behandling, til gavn for 840.000 medlemmers sundhed og tryghed.
Du nyder at arbejde i en hverdag, hvor uventede opgaver giver nye muligheder, og hvor du selv finder rytmen mellem at arbejde selvstændigt, søge støtte hos dine dygtige kolleger – og være til rådighed, når de søger støtte hos dig. Du er både glad for at lære nyt, og for at dele dine egne idéer med andre, så arbejdspladsen aldrig står stille.
Vi vil rigtig gerne tale med dig hvis ...
… du er uddannet socialrådgiver og har erfaring med sygemeldte borgere. Samtidig må du gerne have erfaring fra forsikringsverdenen og taget nogle af Forsikringsakademiets kurser, fx FOAK 3.24 og 4.13, eller mere oven på din socialrådgiveruddannelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring med eller kendskab til nogle af følgende emner:
- Beskæftigelsesområdet, gerne fra sygedagpenge opfølgning
- Serviceloven, handicapkompenserende ordninger
- Kritisk sygdom og udbetaling af Tab af erhvervsevne (TAE)
Udover det er du velsignet med en god telefonstemme og gode kommunikationsevner.
Derfor skal du arbejde i PensionDanmark
PensionDanmark er ejet af arbejdsmarkedets parter. Vi arbejder alene for at sikre vores medlemmer et langt og sundt arbejdsliv og en tryg pensionisttilværelse. Samtidig investerer vi ambitiøst i udviklingen af det danske samfund gennem vores mange investeringer i ejendomme, virksomheder og grøn infrastruktur
Vores ambition er at være Danmarks mest omkostningseffektive pensionsselskab til gavn for vores medlemmer. Derfor har vi et stærkt fokus på at sikre, at vores godt 400 medarbejdere har de bedste forudsætninger for at nå virksomhedens mål – og deres egne.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Katja M. Christensen på telefon 3122 3596 eller e-mail kmc@pension.dk.
Er du interesseret i at læse mere om et job hos PensionDanmark, kan du læse mere her.
Send os din ansøgning snarest muligt og senest 15.december 2025 ved at benytte ansøgningslinket. Vi screener og interviewer løbende. Alle ansøgninger vil blive behandlet fortroligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Ansøgningsfrist:
15-12-2025