PensionDanmark søger erfaren presse- og kommunikationskonsulent

Generelle oplysninger

 

PensionDanmark søger erfaren presse- og kommunikationskonsulent

 

Kan du gøre opsparing, investering og sundhed hos håndværkere, frisører og chauffører til historier i de landsdækkende medier?
Har du solid erfaring med presse- og kommunikationsarbejde, og kan du agere selvstændigt på tværs af en organisation med mange fagligheder?  
Og vil du være en del af et ambitiøst, engageret og samarbejdende team?
Så er du måske vores nye presse- og kommunikationskonsulent.

Du kan løfte vores fortællinger
Du bliver en del af teamet Presse og kommunikation, som har det daglige ansvar for PensionDanmarks eksterne og interne kommunikation. Vi søger en velskrivende og retvinklende kollega, der kan løfte det proaktive pressearbejde.

Vores altoverskyggende formål er at sikre økonomisk tryghed for vores 847.000 medlemmer, hvoraf størstedelen er faglærte og ufaglærte i byggeriet, transportbranchen, den private servicesektor og en række andre områder. Du skal derfor være motiveret til at løfte fortællingerne om værdien af økonomisk tryghed, langsigtede investeringer og et sundt arbejdsliv ud i de danske medier.

 

Du er et godt bud på vores nye kollega, hvis du kan:

  • Vinkle klart og skarpt til både journalister, læsere og kollegaer
  • Finde og eksekvere potentielle pressehistorier i en mangefacetteret organisation
  • Levere skarpe tekster, budskaber, og beredskaber, som giver vores talspersoner et trygt afsæt
  • Samarbejde konstruktivt i en bred organisation med mange eksterne kontaktflader
  • Forstå de forskellige mediers dagsorden, prioriteter og virkelighed
  • Opbygge og pleje relationen til centrale journalister

Lille team i moderne organisation
Presse og kommunikation er et lille team, hvor du får tre tætte kollegaer. Vi lever af det gode samarbejde både med hinanden og resten af organisationen, som spænder vidt fra fysioterapeuter til aktuarer og fra bygningsingeniører til porteføljeforvaltere.

 

PensionDanmark er en moderne organisation med stor analytisk kapacitet og høj datakvalitet, som vi har stor glæde af, når vi laver historier og håndterer pressehenvendelser.

 

Foruden pressearbejdet har vi ansvaret for PensionDanmarks intranet og LinkedIn-profiler, ligesom vi bidrager til husmøder, events og årsrapport.

 

Hos os vil dine arbejdsopgaver blandt andet omfatte:

  • Udvikling og eksekvering af proaktive pressehistorier gennem indsalg, interviews, debatindlæg og pressemeddelelser
  • Håndtering af pressehenvendelser
  • Materiale til taler, debatter og arrangementer
  • Tekster til intranet og LinkedIn i forbindelse med pressesager
  • Support til kollegaer på andre kommunikationsopgaver 

Vi vil rigtig gerne tale med dig hvis ...

… du brænder for at fortælle gode historier om danske lønmodtageres økonomi og sundhed til alle typer læsere.

… du kan se det meningsfulde i at arbejde for tryghed i arbejdslivet og alderdommen for faglærte og ufaglærte.

… du har din journalistiske værktøjskasse på plads – enten fra din uddannelse eller dine tidligere ansættelser.

… du har en solid erfaring med proaktivt pressearbejde.

… du kan arbejde selvstændigt og målrettet i processer, hvor du selv skal være drivkraft

… du kan samarbejde og skabe gode, gensidige relationer

… du er velfunderet i din egen faglighed og nysgerrig på andres

Derfor skal du arbejde i PensionDanmark

PensionDanmark er ejet af arbejdsmarkedets parter. Vi arbejder alene for at sikre vores medlemmer et langt og sundt arbejdsliv og en tryg pensionisttilværelse. Samtidig investerer vi ambitiøst i udviklingen af det danske samfund gennem vores mange investeringer i ejendomme, virksomheder og grøn infrastruktur

 

Vores ambition er at være Danmarks mest omkostningseffektive pensionsselskab til gavn for vores medlemmer. Derfor har vi et stærkt fokus på at sikre, at vores godt 400 medarbejdere har de bedste forudsætninger for at nå virksomhedens mål – og deres egne. 

Yderligere information


Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte presse- og kommunikationschef Niels Nørgaard på telefon: 31 63 01 37 eller e-mail: nno@pension.dk.

Er du interesseret i at læse mere om et job hos PensionDanmark, kan du læse mere her.

Sådan gør du
Er du interesseret i stillingen? Så send din ansøgning og CV til os senest den 1. januar 2026.

Ansøgninger behandles løbende. Alle ansøgninger vil blive behandlet fortroligt.



Ansøgningsfrist:
01-01-2026